Viden og undersøgelser om børn, unge og digitale medier
Selv om der stadig er meget, vi ikke ved om sammenhængen mellem børn og unges fællesskaber i deres fritidsliv og brugen af digitale medier, findes der meget viden om børn, unge og digitale medier.
Alene i de seneste år er der gennemført en række undersøgelser, som giver væsentlige indsigter i digitale mediers betydning for børn og unges trivsel.
Vi har samlet et udvalg af aktuel viden på området – og vi har måske overset noget. Vi håber, at I finder viden, som I kan bruge i det videre arbejde med at sætte rammer for digitale medier i børn og unges fritidsfællesskaber.
Rapporterne er listet i kronologisk rækkefølge.
Vær gerne opmærksom på, at undersøgelserne er foretaget med forskellige eksterne aktører med forskellige metoder, forskellige størrelser datagrundlag og vurderinger. Sørg derfor altid for at læse materialet grundigt.
Forbrug i feed´et
Undersøgelsen er udarbejdet af Børns Vilkår og offentliggjort i oktober 2025. Den baserer sig på mere end 3.000 børn fra 5. og 8. klasse, og resultaterne viser blandt andet:
- Hvert syvende barn svarer, at de dagligt får lyst til at købe ting, de har set på sociale medier.
- Hvert fjerde barn har følt, at de skulle købe noget bestemt for at blive accepteret i deres klasse.
- Et digitalt eksperiment i undersøgelsen peger på, at 46 procent af det indhold, som nye 13-årige profiler bliver eksponeret for på udvalgte sociale medier, har et kommercielt sigte.
Elever med høj skærmtid
Undersøgelsen er udarbejdet af EVA blandt næsten 5.000 gymnasie- og erhvervsuddannelseselever og offentliggjort i juni 2025.
Resultaterne viser blandt andet, at elevernes trivsel falder, når deres skærmtid bliver for høj. Trivslen begynder at dale, når den daglige skærmtid overstiger 2-3 timer, både for piger og drenge.
Børn og unges trivsel og fællesskab i gaming og esport
Undersøgelsen er udarbejdet af SocialRespons for Mary Fonden og finansielt støttet af TrygFonden og offentliggjort i maj 2025.
Undersøgelsen viser blandt andet, at vokseninvolvering i gaming er afgørende for at opnå positive resultater for børn og unges trivsel og fællesskaber, og at gaming særligt skaber gode oplevelser for børn og unge, når voksne engagerer sig aktivt – både fysisk og online.
Undersøgelse om unges brug af digitale medier
Undersøgelsen er udarbejdet af Voxmeter i samarbejde med Medierådet for Børn & Unge og Center for sociale medier, tech og demokrati, Digitaliseringsministeriet og offentliggjort i februar 2025.
Ifølge undersøgelsen har to ud af fem unge set ubehageligt indhold online, og knap hver femte har forsøgt at rapportere indhold til en platform, uden at det lykkedes.
Young Consumers and social media
Undersøgelsen er udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og offentliggjort i februar 2025.
Undersøgelsen undersøger sammenhænge mellem børn og unges brug af sociale medier og trivsel. Resultaterne viser blandt andet:
- 64 procent af børn og unge oplever ofte, meget ofte eller altid at have det sjovt på sociale medier. 35 procent oplever ofte, meget ofte eller altid at lære noget eller at blive inspireret på deres foretrukne sociale medie.
- Børn og unge bruger i gennemsnit dagligt cirka 2 timer og 40 minutter på sociale medier.
- I gennemsnit var de unge i undersøgelsen cirka 10 år, da de fik deres første smartphone.
- Der findes et fald i pigers skoletrivsel omtrent samtidig med, at de får en smartphone, og samtidig med, at de begynder at bruge deres foretrukne sociale chatmedie.
- Dem, som føler sig mest fastholdt, bruger i gennemsnit 57 minutter mere på yndlingsplatformen end dem, som føler sig mindst fastholdt.
Børn og unges erfaringer med digitale krænkelser og andre ubehagelige oplevelser online
Rapporten er udarbejdet af Epinion for Red Barnet og TrygFonden og offentliggjort i september 2024.
- 32 procent af 9-17-årige har inden for det seneste år oplevet at se voldsomme billeder eller videoer, som de ikke havde lyst til at se.
- 29 procent af 9-17-årige har oplevet, at andre har talt eller skrevet grimt til dem på nettet. Det er en markant stigning i forhold til 2021, hvor tallet var 18 procent.
- 21 procent af 9-17-årige har oplevet at blive holdt uden for på sociale medier eller i online-spil. 12 procent har oplevet, at andre har spredt rygter om dem på nettet. 10 procent har oplevet at blive mobbet med billeder eller andet indhold af dem, der ligger på nettet.
- 7 procent af 9-17-årige bruger syv til otte timer hver dag, og 19 procent bruger fem til seks timer. Den største andel (32 procent) bruger tre til fire timer dagligt.
Børns liv med sociale medier
Analysen er udarbejdet af Børns Vilkår og offentliggjort i maj 2024. Resultaterne viser blandt andet:
- 63 procent af børn i 4. klasse angiver, at det at være på mobilen er blandt de aktiviteter, de bedst kan lide at lave efter skole.
- I 7. klasse er det tal steget til 74 procent, og dermed har tid på telefonen overhalet tid brugt med familien, som 56 procent af børnene i 7. klasse vælger som en af deres yndlingsaktiviteter.
- Knap halvdelen af alle børn i 4. og 7. klasse debuterer på sociale medier, før de er fyldt 10 år (48 procent).
- Stort set alle børn (94 procent) har en profil på minimum ét socialt medie ud over YouTube, før de fylder 13 år.
- Børn kommer tidligere og tidligere på sociale medier: 56 procent af de børn, som går i 4. klasse, havde deres debut på sociale medier, før de var fyldt 10 år. Det samme gælder for 39 procent af børnene i 7. klasse.
Børns spillevaner 2023
Medierådet for Børn og Unge, DR og Det Danske Filminstitut er gået sammen om at undersøge digitale spillevaner hos børn i alderen 1-15 år. Undersøgelsens data er indsamlet i november 2023 og offentliggjort i 2024. Resultaterne viser blandt andet:
- 46 procent af danske børn og unge spiller digitale spil dagligt eller næsten dagligt. Drenge spiller i højere grad flere gange dagligt end pigerne, som oftere end drengene spiller 1-2 dage i ugen.
- To ud af tre børn spiller med andre, når de spiller (det at ’spille med andre’ dækker både over at spille online med andre og at spille i samme fysiske rum som andre). Flere drenge end piger, og især børn og unge fra 9-15 år, spiller med andre.
Små børns liv med skærme
Børns Vilkår har undersøgt de 4-6-åriges forhold til skærme og deres skærmbrug i hjemmet med primært udgangspunkt i brugen af tablet og telefon. Undersøgelsen er offentliggjort i november 2023 og viser blandt andet:
- 3-6-årige bruger 84 minutter dagligt på streaming og 17 minutter på flow-tv.
- Knap 9 ud af 10 børn i undersøgelsen har adgang til skærme som tablets og telefoner i hjemmet.
- Halvdelen af de børn, der bruger tablets eller telefoner derhjemme, bruger dem nogle gange, når de spiser morgenmad eller aftensmad. Mere end fire ud af ti børn har nogle gange skærmen med, når de ligger i deres seng, inden de skal sove.
- I undersøgelsen angiver 28 procent af børnene, at de har prøvet at se noget, der gjorde dem bange, og 26 procent angiver, at de har set noget, der gjorde dem kede af det.
Digitalt mediebrugs betydning for sociale relationer, fællesskaber og stress blandt unge
Undersøgelsen er udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har for Sundhedsstyrelsen og offentliggjort i februar 2023.
Undersøgelsen er et litteraturreview over digitalt mediebrugs betydning for sociale relationer, fællesskaber og stress blandt unge og bygger på en systematisk gennemgang af videnskabelig litteratur om digitalt mediebrugs betydning for unges sociale relationer, fællesskaber og stress. Den viser blandt andet, at gode relationer og fællesskaber har stor betydning for unges trivsel, og at sociale medier udvider unges muligheder for at danne fællesskaber og sociale netværk. Men måden, som de unge bruger sociale medier på, og hvor meget de bruger dem, kan have en betydning for, om der kan ses en sammenhæng med oplevet stress blandt unge.
Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel
Undersøgelsen er udarbejdet af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og offentliggjort i december 2022.
Undersøgelsen viser blandt andet, at børn og unges fysiske samvær med jævnaldrende falder markant i perioden fra 2009 til 2021. Blandt drenge har faldet i fysisk samvær været mere drastisk end blandt pigerne. Og mens pigerne i løbet af de seneste år er begyndt at være mere fysisk sammen med deres venner, fastholder drengene et relativt lavt niveau af fysisk socialt samvær.
Undersøgelsen viser også en vækst hos de 15-19-årige – især piger – der oplyser, at de mistrives. Flere føler sig ensomme, har lav livstilfredshed, et dårligt selvvurderet helbred, eller oplyser, at de har haft en psykisk lidelse.