Det gik i den forkerte retning i en længere periode. Hos Klub Nord var medlemstallet dalende, børnene havde svært ved at være sammen, og de isolerede sig fra hinanden og de voksne. Det skabte et højt konfliktniveau. 

”Det var faktisk lidt af et problem. For enten havde de en mobil foran sig, eller også løb de ned i computerrummet for at få en tid. Og når de så havde haft deres tid, gik de hjem igen. Og så tænkte vi: Hvad er det, der foregår? Det bliver vi nødt til at undersøge,” forklarer Heidi Christensen Jørgensen, leder af Klub Nord i Hvidovre.

Det blev startskuddet på en toårig proces, der i 2024 endte med, at klubben blev skærmfri. Siden da er trivslen steget – og det samme er medlemstallet.

Farvel til gamerrummet

Vejen til at blive skærmfri var lang.

I Klub Nord startede de med at spørge medlemmerne – børn og unge fra 4. til 9. klasse – forældre og personale, hvad der fyldte i klubben. Her var der to ting, der gik igen: Ensomhed og mobiltelefoner.

”Vi hørte, at mobiltelefonen fyldte rigtig meget. Specielt for medarbejderne, fordi når man talte med et barn, så talte man til en telefon og ikke et barn. De gemte sig bag telefonen,” siger Heidi Christensen Jørgensen.

Samtidig fortalte både personalet, børn og forældre, at det var svært at have et godt fysisk fællesskab, når skærmene fyldte så meget.

”Så vi besluttede, at vi ville være en skærmfri klub. For at se om det kunne gøre noget for fremmødet, for børnene og for fællesskabet.”

I dag må børnene gerne have deres mobiltelefoner på sig, men hvis de skal skrive eller ringe hjem, skal de gøre det fra en telefonboks i gården.

”Man kan sige, at fordi vi har fjernet skærmene, og vi har fjernet mobiltelefonerne, så er vi jo ikke færdige med processen. Det er først der, processen faktisk starter. Fordi når vi fjerner noget, så skal vi sætte noget andet i stedet,” siger Heidi Christensen Jørgensen.

Derfor har klubben et særligt fokus på at skabe en hverdag, hvor kreativitet og socialt fællesskab er i højsædet igen. Det gør de blandt andet igennem rollespil, krearum og bålplads.

Men meget finder børnene også på selv, forklarer pædagog Kenneth Holst Madsen. Fordi de har lært at kede sig:

”Nu keder de sig, som man gjorde engang, hvor man finder på noget at lave forholdsvis hurtigt, fordi det er sjovere at lave noget med hinanden, end det er at lave noget alene. Fællesskabet summer af noget mere. De starter selv bordtennisturneringer, fodboldturneringer, alt muligt, og de bidrager,” siger Kenneth Holst Madsen.

Det lyder ikke så fedt, men det er helt vildt fedt

Erika, Sophie og Nathalie går i 8. og 6. klasse og er glade for, at klubben er blevet skærmfri.
Selvom det ikke er for alle:

”Der var rigtig, rigtig mange, der var irriterede over, at de ikke længere kunne sidde og spille Among Us sammen, eller at de ikke måtte kigge på klokken,” siger Erika.

De er alle tre enige om, at fællesskabet i klubben er blevet bedre:
”Alle taler mere sammen, stoler lidt mere på hinanden. Før vidste du kun, hvilket spil de godt kunne lide at spille,” siger Nathalie.

David og William på 10 år er også glade for, at klubben er skærmfri. Ingen af dem har en telefon, men har oplevet, at deres venner bruger den meget. Drengene har hver fået ”mindst ti” nye venner i klubben, og de har et godt råd til andre, hvis klub overvejer at blive skærmfri: 
”I skal bare glæde jer, hvis klubben bliver skærmfri, fordi det er virkelig fedt,” siger William.

”Det er mere fedt, end I tror,” siger Daniel. ”Det lyder ikke så fedt, men det er helt vildt fedt.”

Tryg ved at klubben gør arbejdet

Karina Beckett er mor til William, og hun er glad for klubbens skærmpolitik. Selvom det ikke er noget, der fylder meget i det daglige: 
”Der er ikke noget, der bliver snakket om så meget, synes jeg. Det er bare sådan, det er. Og vi har fået nogle gode forklaringer på, hvorfor det er sådan. Så det er jeg rolig ved,” siger hun.

Karina Beckett blev introduceret til klubbens skærmregler på et informationsmøde, inden William gik fra SFO til klub. Hun er glad for den information, hun har fået, men har ikke et behov for at blive inddraget mere, end hun gør allerede.

”Jeg er tryg ved, at det er klubben, der kører processen, fordi jeg har fået forklaringerne på, hvorfor og hvordan og hvorledes de gør det.”

Men når man ikke må spille i klubben, kan turen derover blive et frirum til at spille:
”Det kan tage relativt lang tid for dem at gå fra skolen til klubben. Det burde tage 10 minutter, men tager jo til tider en halv time, kan vi jo se på Aula. Hvorfor gør det det?” spørger Karina Beckett inden hun selv svarer: ”Det er jo, fordi de har siddet på en sten ude foran skolen og spillet,” siger hun.