Efterårets store forestilling på Teaterskolen Kastali’a er skrevet af børnene selv. Den hedder Bag Skærmen og tager udgangspunkt i det, der fylder i deres liv:

”De har lavet scener, hvor jeg fatter hat,” siger Lisbeth Nielsen, der er underviser på skolen, og remser op: ”Sigma, BTS-koncerter, rage-baiting på sociale medier.” 

Men der er også emner, som Lisbeth Nielsen kender godt, og som er begyndt at fylde mere og mere:

”Der er scener om, hvordan man er fraværende, når man går med hovedet nede i telefonen. Men også at FaceTime kan bibeholde venskaber. Og så er der en scene om TikTok, hvor børnene synes, de er aktive, men forældrene synes, at de skal ud og hoppe i trampolin,” siger hun.

Et kvarter før og efter

Teaterskolen Kastali’a har eksisteret siden 2003. Fire år inden den første iPhone udkom – dengang mobiltelefoner primært blev brugt til at ringe, sms’e og slå rekorder i Snake.
Lisbeth Nielsen har startet Kastali’a og har været underviser lige siden, og hun husker de første år som en nemmere tid:

”I starten, da mobiltelefonen kom, oplevede vi den egentlig ikke som en hindring. Det var ikke alle, der havde en, og der var ikke alle de her sociale medier. Men efterhånden tog mobiltelefonen mere og mere over og ødelagde det fællesskab, der var her,” siger hun.

Derfor indførte Teaterskolen Kastali’a for syv år siden en regel om, at telefonerne skulle være gemt væk et kvarter før og efter undervisningen samt i pauserne.

”Vi indførte den her regel, fordi vi gerne vil understøtte fællesskabet. Fordi det er fællesskabet, som er hovedlinjen her på Kastali’a. Og man får ikke det fællesskab, hvis man sidder med hovedet nede i telefonen,” siger hun.

Mobiltelefonerne kommer særligt i vejen, når der begynder nye hold på teaterskolen.

”Når vi opstarter en sæson, og vi har nye elever, sidder de med mobilen sådan her,” siger Lisbeth Nielsen og holder telefonen lige foran sit ansigt. ”Fordi det er også en tryghed for dem. Men hvis de bliver ved med at sidde sådan her, så kommer de aldrig ind i fællesskabet her,” siger hun.

Hvis ikke jeg skriver, tror mine venner, at jeg er sur

Kaja og Carla er 12 år og kan godt lide at gå til teater. Det er hyggeligt, der er godt fællesskab, og man kan være sig selv, uden at der er nogen, der dømmer en, fortæller Kaja.

De er begge glade for reglen om, at man ikke må bruge sin telefon.

”Det er jo ikke sjovt, hvis alle bare sidder med en telefon. Så er man ikke sammen, og så ødelægger det lidt fællesskabet,” siger Kaja.

Telefonerne kan godt ”suge én ind,” siger Carla.

”Selvom man ikke gider, så kommer det nærmest automatisk,” siger hun. Derfor er det også nemmere at få nye venner, når mobiltelefonen er gemt væk:

”Når man ikke har telefonen, så begynder man automatisk at snakke med nogen,” siger hun.

Men selvom de begge er glade for 15-minutters-reglen, kan det godt være svært at overholde, siger Kaja:

”Derhjemme bruger jeg min telefon konstant, og min mor brokker sig også hele tiden over det, så derfor er det nogle gange lidt svært for mig at lægge min telefon væk, også selvom jeg er her.”

Er det fordi, du er bange for, at du går glip af noget?

”Ja, fordi jeg skriver jo med mine venner, og hvis jeg så ikke skriver med dem, så tror de bare, at jeg er sur på dem, og det gider jeg jo ikke. Så derfor føler jeg mig afhængig af at skrive med dem hele tiden.”

Mobilverdenen trænger sig på

Det er eleverne selv, der har været med til at bestemme, at mobiltelefonerne skal væk et kvarter før og ikke fx en halv time eller længere.

”Jeg synes, det er vigtigt, når man indfører regler, at man ikke gør det hen over hovedet på børn og unge,” siger Lisbeth. Eleverne skal selv inddrages og reflektere over det, mener hun:  

”Fordi hvad kan man ellers bruger en regel til, hvis man ikke ved, hvorfor den er her?” spørger hun.

Selvom der er bred opbakning til 15-minutters-reglen, kan mobiltelefonerne stadig godt fylde en del uden for teaterets vægge:

”Vi oplever, at der sker noget, når de går herfra. Så har de sådan nogle Snapchats, og hvad ved jeg. Og dér er der nogle gange, at der opstår konflikter på de der Snapchats, når de ikke er her,” siger Lisbeth.

Hun peger på en konkret konflikt, der opstod forrige sommer, da nogle elever på skolen lavede en fælles Snapchat-gruppe. De konflikter, der opstod i Snapchat-gruppen, tog de med sig ind på teaterskolen:

”Vi var nødt til at redde det ud, fordi de sad jo og græd, og de var vrede, og de var kede af det, de var frustrerede, og de var forvirrede. Så mobilverdenen trænger sig også ind i vores fritidsaktiviteter, og det synes jeg er rigtig ærgerligt. Jeg synes, det er ærgerligt, når mobiltelefonen på den måde får indflydelse på fællesskabet herinde,” siger Lisbeth.

Hun og de andre undervisere prøver at vikle trådene ud, men det er ikke altid helt nemt.

”Når det sker, tager vi fat på det og siger: ’Svesken på disken. Hvem er det, der siger hvad, og hvem skriver hvad?’ Og nogle gange er det jo fuldstændig umuligt at finde ud af, hvem siger hvad, hvorfor, og hvem der lige har gjort hvad. Så vi forsøger at tage fat i roden og vikle det ud. Det er ikke altid helt nemt, men vi prøver.”