Da Marie Nielsen startede som pædagog i fritidsklubben Gadegården, var mange af børnene utilfredse med klubbens mobilregler. De syntes, at det var uretfærdigt, at der var et rum, hvor man måtte spille computer, men ikke sted, hvor man måtte bruge sin mobiltelefon. Og så skete det ofte, at reglerne ikke blev fulgt:

”Noget af det, vi voksne oplevede mest, var, at ungerne gemte sig med deres telefoner. Og så sad de alene i smug og scrollede. Andre brugte det lidt som et skjold, fordi så var der måske en aktivitet i gang, men man turde ikke helt gå hen og spørge ’hej, må jeg være med?’” siger hun.

Derfor har Gadegården i dag – i tilgift til ponyer, kaniner, skaterampe og svævebane – også et computerrum og en cyberklub, hvor børnene må bruge deres telefoner.

”Med cyberklub har vi skabt et pædagogisk rum med fokus på at lære børnene etisk og sikker brug af skærm,” siger Marie.

”Vores unger oplever, at der er rigtig mange voksne, som taler ned om skærmbrug generelt. Det hele er negativt ladet,” forklarer hun. ”Så vores fokus var at få dem væk fra, at mobilen bruges hemmeligt og i smug, til at cyberklub er et safe space, og det er egentlig et rigtig lærerigt redskab.”

Når man er med, bliver man en del af fællesskabet

At der blev lavet en skærmcafe hos Gadegården, skyldes i høj grad børnene selv.

Marie startede nemlig med at spørge børnene selv, hvilke ønsker de havde for gaming og skærme i deres klub. Der blev lavet idétavler, hvor man kunne foreslå ting, og andre børn kunne stemme på de idéer, de bedst kunne lide.

Også indretningen har de været med til at bestemme: Der er plakater på væggene, plushies med computerspilskarakterer, og det hele er badet i et mangefarvet diskolys.

Zoe og Valdemar på 10 og 11 år kender hinanden fra Gadegården, hvor de har spillet sammen i computerrummet med en fælles ven. De er glade for computerrummet, og for at de voksne kan hjælpe dem med at lære nye ting – eksempelvis hvordan man spiller League of Legends.

”Der en voksen, der hedder Victor, som har hjulpet mig med at forstå det. Og så har nogle af mine venner prøvet det bagefter, og så kunne jeg hjælpe dem,” siger Zoe. ”De voksne lærer os børn rigtig meget, og det er rigtig fedt at kunne lære forskellige ting.”

”Vi kan være rigtig meget med i det, på grund af at der kommer de her idekasser. Vi kan sende ønsker ind, og vi kan også tage fat i en voksen og spørge, ’hey, kan vi godt lave det her på et tidspunkt?’ Og så kommer der tit et ja,” siger hun.

Valdemar har været med til at bestemme mange ting i den nye cyberklub, siger han. Blandt andet var LED-lyset hans idé, og så har han været med til at lave en plakat med spil og malet en smiley på væggen. Valdemar er en af fem sociale medie-mentorer, som har været med til at udvikle skærmcaféen.

”Jeg blev spurgt [om jeg ville være med], og så sagde jeg ja. Fordi jeg syntes, det ville være spændende. Det har faktisk været ret fedt, fordi man kan jo bestemme, hvad der sker. Så man bliver også ret meget en del af fællesskabet,” siger Valdemar.

Et digitalt pædagogisk værksted

Adspurgt om de har oplevet nogen problemer, siden de oprettede skærmcaféen, svarer Marie prompte: ”Ja, dem alle sammen.”
”Jeg tror, det er uundgåeligt, for skærm er en meget flydende ting. Så nogle af de udfordringer, man kan møde, når man implementerer forskellige skærmaktiviteter og -systematikker i klub, er, at det ikke er rigtig testet ordentligt andre steder. Der er ikke nogen steder at opsøge den her information, så man er nødt til at bare prøve sig frem.”

Derfor er Gadegården i øjeblikket i gang med at evaluere og justere deres skærmpolitik med input fra forældrene blandt andet. Fra starten har nogle forældre været kritiske over for den nye skærmpolitik:

”Jeg tror, det handler om, at i den tid, vi er i, og med det syn på skærmbrug, forbud i skoler og med den negative mediedækning, hvor nogle af de negative konsekvenser ved skærm bliver nævnt ofte, så er der ikke så meget at sige til, at man er bekymret for sit barn.”