Fællesskab opstår også igennem headset og computerskærm
Langhøj KFUM IF eSport i Struer er et fritidstilbud, hvor computeren er omdrejningspunktet, og fællesskabet er i højsædet.

Langhøj KFUM IF eSport
- Formålet med træningen i Langhøj KFUM IF eSport er både at blive bedre til computerspil og skabe et fællesskab blandt spillerne.
- Her starter de hver træning med at gennemgå deres regler – blandt andet at alle skal tale ordentligt til hinanden.
- Før hver træning samler de også mobiler ind, fordi trænerne oplever, at den ellers tager opmærksomheden.
Kan man være kritisk over for skærme, når man er træner i en eSportsklub?
Det kan man i allerhøjeste grad, hvis man spørger Anders Nissen, træner i Langhøj KFUM IF eSport.
“Jeg vil gerne understrege, at der er god skærmtid og dårlig skærmtid. Det, jeg hører mange sige, er, at skærmtid er skærmtid. Men i min optik er der forskel på, om du sidder alene på din telefon og kigger på YouTube-algoritmer eller spiller spil sammen med andre, fordi der socialiserer man også.”
I Langhøj KFUM IF eSport handler det netop om den form for skærmtid, hvor børnene mødes, samarbejder og bliver en del af et fællesskab. Her spilles der kun holdspil som Fortnite og Counter-Strike, hvor man er afhængig af hinanden for at lykkes.
”Der er en kæmpe forskel ved, at de [børnene, red.] kommer ud i en klub eller en forening, fordi der bliver koblet et fællesskab på her,” understreger Anders Nissen.
Jeg vil gerne understrege, at der er god skærmtid og dårlig skærmtid. Det, jeg hører mange sige, er, at skærmtid er skærmtid. Men i min optik er der forskel på, om du sidder alene på din telefon og kigger på YouTube-algoritmer eller spiller spil sammen med andre, fordi der socialiserer man også.

Anders Nissen
Træner i Langhøj KFUM IF eSport
En klub med god tone og gode vaner
Når man træder ind i Langhøjhallen, ligner det til forveksling enhver anden idrætshal med farvede streger på halgulvet, bolde og summende aktivitet. Men går man op ad trappen til cafeteriet, finder man et hjørne fyldt med gamer-PC’er, headset og lysende skærme. Det er her, Langhøj KFUM IF eSport har hjemme – midt mellem sport, fællesskab og teknologi.
Hver træning begynder med, at spillerne samles foran et whiteboard. Her gennemgår de i fællesskab klubbens regler. Nogle handler om det praktiske – at overtøj skal af før træning, og at man skal passe på udstyret – men én regel står altid centralt: Tonen.
”Det er vigtigt, at de snakker pænt til hinanden og om hinanden. At de ikke råber, og at de ikke fjoller, både inde i spillet, men også når de er til træning. For så er det jo ikke sjovt at være med,” siger Anders Nissen.
Det er rart, at vi ved, at ens kammerat ikke bliver helt vildt sure og bander af en, hvis man gør noget dumt.

Malthe
10 år
Når man spiller online, kan stemningen hurtigt blive intens. Det kender de fleste gamere. Men for Anders Nissen handler det netop om at skabe et miljø, hvor man lærer at håndtere frustrationer – sammen.
Malthe på 10 år, der har gået til eSport i to år, er glad for reglen:
”Nu er det jo ikke fordi, jeg går og bander hele tiden, når jeg spiller. Men det er rart, at vi ved, at ens kammerat ikke bliver helt vildt sure og bander af en, hvis man gør noget dumt.”
Selvom det bliver nævnt til hver træning, kan det alligevel glippe. Det skete for nyligt på den fælles discord – en virtuel server på kommunikationsplatformen Discord – som klubben har. Den bruger børnene nemlig også derhjemme, og her havde nogle af børnene spammet og skrevet grimme ting til hinanden.
”Så tager vi en stak med dem om det. Hvad er det egentlig for et fællesskab, vi har, og vi skal spille sammen og have det godt allesammen. Det er ikke okay, at man for eksempel spammer på discord,” fortæller Anders Nissen.
”Det er en løbende proces, men jeg synes faktisk, de er ret gode til det.”
Sådan er rammerne
Der er en række nedskrevne regler i Langhøj KFUM IF eSports klub, hvoraf følgende handler om brugen af digitale medier:
- Mobilerne samles ind før hver træning, så spillerne ikke bliver distraherede eller tjekker ud af fællesskabet i løbet af træningen.
- Man skal snakke pænt om og med hinanden – både til træning og på klubbens discord, som spillerne kan bruge derhjemme.
Fællesskab kræver nærvær
For Anders Nissen handler eSport ikke kun om spillet, men om at være til stede med hinanden. Derfor bekymrede det ham, da han for et år siden lagde mærke til, at mobiltelefonerne trak spillernes opmærksomhed væk fra spillet.
”Vi oplevede, at når børnene ankom, sad de og kiggede på deres telefoner og scrollede eller spillede et spil. Og de havde svært ved at lægge dem væk, når vi sagde: ’Nu er klokken 17, nu går træningen i gang’. De kunne også godt finde på at hive den frem i løbet af træningen. Det fjernede altså for meget fokus fra det, de skulle lave – nemlig at spille med hinanden.”
Løsningen blev enkel og effektiv: Mobiltelefonerne samles nu ind, inden træningen starter. På den måde er der ro til at fokusere på spillet og holdet.
Ifølge Malthe er det lykkedes:
“Jeg synes faktisk, det er en god regel, for når vi skal til at spille, sidder vi ikke på vores mobiltelefoner og skriver med alle mulige andre. Så sidder man og kan snakke med ens kammerat, og så kan man snakke om taktikker, eller man kan også bare hyggesnakke,” siger Malthe.
Kan du mærke forskellen?
”Ja, det er jo både mere hyggeligt, synes jeg. Og man kommer også mere ind på hinanden og bliver meget bedre venner nu,” forklarer han.
Jeg synes faktisk, det er en god regel, for når vi skal til at spille, sidder vi ikke på vores mobiltelefoner og skriver med alle mulige andre. Så sidder man og kan snakke med ens kammerat, og så kan man snakke om taktikker, eller man kan også bare hyggesnakke.

Malthe
10 år
Om Langhøj KFUM IF eSport
- Langhøj KFUM IF eSportsklub har eksisteret i syv år.
- Der er lige nu 30 medlemmer, og klubben har oplevet en stor vækst de seneste år.
- Der er tre forskellige eSportshold: et Fortnite-hold, et Counter-Strike-hold og et social gaming hold, hvor formålet er samvær og spillene varierer.
- eSportsklubben er en del af Langhøj KFUM IF, der har 250 medlemmer fordelt på eSport, gymnastik, badminton og volleyball.